torsdag den 23. februar 2017


Dette Kawamoto maleri har fundet vej til Svendborg Auktionerne.
Det er ganske vist ikke noget mesterværk af et maleri og Mitsuo kom aldrig op og markerede sig i kunsteliten, men derfor er det stadig ekstremt sjusket ikke at stave kunstnerens navn rigtigt!


mandag den 20. februar 2017


Fredag eftermiddag tikkede en mail med de to viste fotos ind i mailbakken.
F.N. skrev på vegne af sin mormor, og som så mange gange før gik spørgsmålet på om maleriet evt. er noget specielt, hvilket nok også skal tolkes som om det har nogen økonomisk værdi.
Motivet er tyrefægteren, der går igen gennem flere malerier, og på trods af auktionshuset lauritz.com vurderer malerierne til 1000.- kr. bliver de oftest solgt for mindre.

Billederne blev ledsaget med en kort forklaring, der fortalte at maleriet står med sin originale ramme og blev købt s Bachs Kunsthandel i starten af 60'erne.
Efterfølgende har vi talt sammen i telefon, og her blev det uddybet at maleriet faktisk blev købt ved dørsalg, men stadig via Bachs Kunsthandel. Salget foregik ved at sælgeren kom ind med malerier, således at de kunne ses på stuens vægge. Her har det åbenbart virket helt efter hensigten, for "mormor" faldt med det samme for Kawamotos tyrefægter, der blev solgt for 600 kroner og med aftale om en afdragsordning.
Hun kunne desuden fortælle at hun er rigtig glad for maleriet, der har haft sin plads i hjemmet i København lige siden.

Jeg kan tilføje at det har været i 1960, hvor udstillingen blev omtalt i ugebladet Se og Hør.
Kunsthandlen var et mangeårigt anerkendt galleri med central beliggenhed i det gamle København. På det tidspunkt havde Kawamoto allerede udviklet en stor omgangskreds og forventningerne til hans kunst var så stor at udstillingen tiltrak flere erhvervsledere og ambassadører.
Hans malerier kostede ifølge prislisten omkring 1000 kroner, men man har sikkert kunne snakke sig til rette om prisen.


torsdag den 16. februar 2017


Den 21 december 1958 kunne man se denne annonce i Berlingske Tidende.
Det vrimlede jo ikke ligefrem med japanske kunstmalere i københavn i 1958 (... eller i dag for den sags skyld!) Så mon ikke det var Mitsuo der havde brug for et sted med god plads til at udfolde sig på sine lærreder?

lørdag den 11. februar 2017


Viste maleri er jo netop blevet solgt på netauktion hos lauritz.com.
I dag fik jeg en vigtig henvendelse fra køber, der medsendte et nærbillede (Se nedenfor), der viser at der lige efter signaturen også er noteret tallet 64. Dermed er der hæftet et årstal på billedet, hvilket er ret sjældent for hans malerier.
Årstallene og præcise beretninger fra købere, der kan huske tidspunkterne for indkøbet af malerierne, er med til at kortlægge perioderne for de forskellige måder han malede på.



Tilfældigvis har jeg selv et maleri fra netop 1964, der med påført årstal og i stil, på mange måder ligner det viste. Se nedenfor:




mandag den 6. februar 2017




De to viste malerier er her til aften blevet solgt på netauktion hos lauritz.com.
Da jeg så dem udbudt i forrige uge, valgte jeg at tage kontakt til auktionshuset, i håbet om de ville videre formidle min email og tlf. nummer til sælger, med et håb at de ville henvende sig til mig og fortælle lidt om deres viden om maleriernes oprindelse.
Det gjorde de heldigvis gerne, og allerede samme aften blev jeg ringet op af sælger fra Aalborg, som kunne bidrage med beretningen her, som sikkert også vil være meget sjov for køberne at få med i handlen:

De to malerier blev sammen med yderligere tre andre Kawamoto billeder, købt på auktion i den første halvdel af 60'erne.
Modsat de fleste andre malerier der endte hjemme på stuevæggene rundt om i landet, blev alle fem i Aalborg.
Her er de blevet set af rigtig mennesker gennem årene, da de blev opsat på væggene i Kalif Bar i Algade, hvor de hang frem til stedet lukkede ned.
Billederne blev herefter delt ud i familien, hvoraf de to viste her, altså nu er på vej ud i helt nye hjem.


Netop i 60'erne var der virkelig gang i malerisalget.
Ude i provinsen kunne det bl.a. foregå med omrejsende galleriudstillinger, der kørte over nogle dage i forskellige større provinsbyer.
Som det ses på annoncen herover fra samme årti blev Aalborg også besøgt, og gennem flere år var det Radiosalen i Aalborghallen der lagde lokaler til.
Mon ikke der en god chance for det er netop der familien købte de fem malerier?

Tak til Lauritz.com i Aalborg og sælger for jeres velvilje!