mandag den 30. januar 2017


Så har et af Kawamoto's malerier igen fundet vej til netauktion hos lauritz.com.
Det er udbudt i dag til en vurdering på 1000.- kr. og man begynder som altid ved 300.- kr.
Det bliver spændene at se hvordan det ender, når auktionen slutter om syv dage.
Jeg nøjes med at følge med på sidelinien, da det slet ikke hører til i den kategori af hans malerier jeg synes om, og samtidig er der ikke nogle afvigelser omkring valg af underlag (lærred) eller ramme, som kunne gøre det interessant for mig at få det hentet hjem til samlingen.


Stor ros til folkene hos lauritz.com i Aalborg, i hvis showroom maleriet kan ses.
Ros, fordi man har gjort sig ulejlighed med at tage fornuftige billeder af selve motivet, med udsnit af ansigtet, hvor maleteknik og fornemmelsen af lærredet tydeligt ses og Kawamoto's signatur er også fint fremhævet.
Og vigtigt! Et fint billede af maleriet og rammens bagside. Det er nemlig her der af og til ses påhæftede udklip, billeder og andet som kan være fulgt med billedet da det i sin tid blev købt.
Havde jeg set en påhæftet artikel eller foto, måske en notits skrevet direkte på rammen, kunne det meget muligt have bragt mig på banen som byder, men som det tydeligt ses her, er der intet at bemærke på bagsiden, der iøvrigt giver en fornemmelse af at maleriet er i god stand.


Faktisk er yderligere et maleri kommet på auktion i dag og på næsten samme tid, også i Aalborg. Så mon ikke det kommer fra samme sælger? Dette er udbudt på samme vilkår som ovenstående.
Klik på linket : HER og se nærmere på et blodrødt maleri! Det falder bestemt meget mere i min smag!

tirsdag den 17. januar 2017


Efter nogle travle jule- og nytårsdage, er det blevet tid til at genoptage arbejdet omkring Kawamoto.
Eftermiddagen blev tilbragt på Statsbiblioteket med at gennembladre hele Se og Hør's årgang 1965. Jeg håber stadig på at falde over de helt gode artikler om Mitsou, der med billeder og fyldig tekst fortæller om arbejdet med hans malerier og måske lidt om hvad der ellers optog ham dengang.
I 60'erne er det ret ofte der fortælles om malere, og i januar dukker denne fine dobbeltside op med en anden japansk maler, Juro Kono, der har fundet vej til Danmark. Lige netop den slags jeg gerne vil finde om Kawamoto!
En meget hurtig googletur gav ikke noget videre info om Juro. Måske han aldrig fandt fodfæste herhjemme...