søndag den 27. marts 2016




I 1953 er Kawamoto godt i gang med sine studier i USA, men får altså også tid (...og råd!) til at rejse som turist til Europa.

Det blev til en længere rundtur, der gik via Canada, England, Frankrig og Spanien. I Spanien besøger han bl.a. kystbyen Tarragona, få kilometer syd for Barcelona og kommer åbenbart i forbindelse med munkene i det nærliggende kloster; Poblet.
Og igen må man forbavses over hans evne til at komme i kontakt med folk, idet han som turist alligevel formår at komme i et helsides interview under overskriften "Japansk turist, kommende diplomat" i det lokale magasin: Proa (Fremad).
Her fortæller han bl.a. at han har studeret i USA i fire år indenfor videnskab, politik og økonomi og at han efter endt uddannelse vil vende tilbage til Japan for at blive diplomat.
Han fortæller også, at det var under en rejse til Puerto Rico året forinden, han hørte om Spanien, deres kultur og ikke mindst de kønne piger.
Interviewet rundes af med Kawamotos tanker om den katolske tro op gennem tiderne; dens forskelligheder og ligheder med den japanske.

Kawamoto forlader permanent USA samme år.
Ikke for at vende hjem til Japan som ventet, men i stedet til Europa. Måske var det netop denne rejse der gjorde udfaldet? Han berettede i hvert fald indledningsvis, at var det ikke for studierne i USA, var han gerne blevet i Spanien!
Jeg sidder tilbage med spørgsmålet: Rejste han overhovedet tilbage?

Se siderne i større format : HER

fredag den 25. marts 2016

Et nyt afsnit "De første år i Japan" er indsat ude til højre under : Kawamoto Biografi.

Det omhandler tiden fra hans fødsel i 1932 og frem til 1949, hvor han rejser til USA for at studere.
Der sker helt utrolig meget, og jeg har en del spændene fortællinger liggende fra den tid, men i første omgang holder jeg mig til en meget kort og forenklet beretning, og vil med tiden vurdere, om det er relevant at fylde mere på.
I første omgang tænker jeg bloggen primært drejer sig om hans arbejde som kunstmaler, og det som offentliggøres her, derfor skal være relevant i forhold til dette.

torsdag den 24. marts 2016


Kawamoto havde en fantastisk evne til at optage spalteplads i aviser og ugeblade, hvilket jo kommer os tilgode, set i forhold til at få afdækket hans historie.
Indtil videre er dette billede det først kendte, hvor han optræder i en lokal amerikansk avis. Årstallet er ukendt, men må ligge et sted mellem 1949 - 53.
Journalisten er ude for at fange stemningen i den begyndene sommer, og kommer forbi den unge Kawamoto, som er ved at forevige en del af Burlington University, hvor han er UVM Junior.
Desværre er der ikke noget interview.

tirsdag den 22. marts 2016



Disse tre malerier repræsenterer på hver deres måde de billeder, som langt de fleste danske købere er stødt på gennem årene hos gallerier og kunsthandlere.

Stilen i det øverste maleri er kendetegnende for de billeder som Kawamoto lavede i sine første år i Danmark. Der arbejdes med forskellige teknikker i kraftigere farvelag, virker gennemarbejdede, og de ujævne farvelag giver overfladen liv.
Min fornemmelse er de males i perioden fra 1955 til de tidligste 60ere.

I starten af 60'erne dukker de to nederste typer op, hvor billeder med tyrefægtermotivet, kommer sideløbene med kvinder der sidder i caféer, står i boder eller har et sydeuropæisk landskab i baggrunden. Nu er maleriernes overflader helt glatte, og med tydelig spansk inspiration i valget af motiv.

Fælles for dem alle er den tydelige signatur : Kawamoto, der i enkelte tilfælde efterfølges af et årstal. Generelt er de malet på lærred, men også masonit har været brugt.

Kawamoto har flere gange udtrykt sig meget positivt om Danmark, vejret og lyset. Derfor kan jeg godt undre mig lidt over det trods alt ikke er kommet til udtryk på hans malerier i form af dansk inspirerede motiver.


tirsdag den 15. marts 2016


Jeg har også disse to billeder i min samling!
Begge er indrammede med spinkle fyrretræslister, og er meget forskellige fra hinanden og de øvrige malerier jeg kender.
Begge har lidt beskrivelser på bagsiderne, og bekræfter først og fremmest Kawamoto som maleren, men også personerne er navngivet.
På begge billeder er kvinden den samme. Men manden er jeg lidt usikker på. Han er navngivet bag på billedet, men fakstisk tror jeg godt det i virkeligheden kunne være Mitsuo selv. Der er en hvis lighed... men det er altså bare en tanke!
Øverste billede er malet i Madrid, 1955, mens det for neden er fra Napoli, uden årstal. Jeg tænker dog at det nok ligger i samme periode.

Og igen dukker der en ny signatur op!.. Noget der nærmest ligner et W.
Betydning ukendt på nuværende tidspunkt.



søndag den 13. marts 2016


Fra K.M. har jeg modtaget en mail, der bl.a. giver denne kommentar til betydningen af Kawamotos signaturer:

"Mht Kawamotos signaturer; en på mandsportræt og en på tuschtegning, læses det første tegn “Kawa” og det andet tegn “moto”.
Dem på oliemaleriet er skrevet så at sige med “blokbogstaver” medens dem på “tuschtegningen” er “kursive”.
Jeg kan tænke mig, at det er svært at skrive i “kursive” med tyk oliemaling på lærred mendens det går lettere med japansk kalligrafibørste og tusch på papir.
Deri kan der ligge forskel i skrivemåden."

Forklaringen giver rigtig god mening, og vil blive skrevet ind i punktet: "Malerierne".


lørdag den 12. marts 2016


I foråret 1966 er dette portræt malet.
Der står nogle yderligere informationer på bagsiden, jeg foreløbig må holde for mig selv.
Men jeg kan sige det er malet til personlige (navngivne) venner og brugt som gave, og det kun takket være teksten bag maleriet, at jeg ved det er Kawamoto der står bag arbejdet.
Maleriet er mit og var et af dem der indgik i handlen jeg omtalte i blogindlægget d. 9/3.
Ligesom akvarellen, viste det helt nye sider af hans evner, og en ny signatur kan måske knyttes til hans navn. Den ligner til forveksling den der ses på akvarellen, som jo er meget mere skarpt trukket op.
Jeg er ikke ekspert i japansk skriftsprog, og vælger derfor at behandle dem som to forskellige, indtil sikker viden er dukket op.
Ved mit besøg hos pårørende til Kawamoto lørdag d. 5/3, kom der også mere klarhed omkring denne side af hans maleri.
Jeg fik set adskillige portrætter, der af private hensyn ikke kan vises her.
Desværre fristes jeg til at sige, for de var virkelig gode!  Fælles for dem alle var, at ansigterne som det eneste stod, om ikke færdige, så mest færdiggjorte. Kroppe og baggrunde stod i nogle tilfælde kun løst tegnet/malet op.
De vellignende portrætter har han arbejdet med ved siden af de øvrige malerier gennem årene. Både venner og forretningsfolk har siddet model.

Jeg håber selvfølgelig mit arbejde og offentliggørelsen her på bloggen, vil bringe andre  portrætmalerier frem i lyset, som ellers har været gemt med kunstneren ukendt....


torsdag den 10. marts 2016


Kawamotos lille loftlejlighed i det indre København, der blev brugt som atelier og værksted, er for længst sagt op og tømt for ejendele, og fungerer vel som almindelig bolig i dag.
Det eneste der har overlevet fra dengang er hans palet.
Den er i dag sat i ramme og bevaret som den blev forladt. Dog har glas med terpentin og pensler ikke kunne klare den lodrette ophængning, og har bare efterladt nogle ringe i underlaget.
Man ser tydeligt hvordan han har arbejdet med pensler og farver, og flere steder står farvelaget flere centimeter ud fra masonitpladen, og toppene står med tydelige fordybninger, hvor penslen blev trukket op gennem de fede farvelag.

Se hele den indrammede palet og udsnittet i større kvalitet : HER
Paletten er et herligt levn fra hans tid, og det er sjovt at betragte de mange detaljer!

onsdag den 9. marts 2016



PH i København var kommet i besiddelse af en spændene lille samling Kawamoto malerier via oprydning af et dødsbo. Han søgte lidt viden om hans navn på nettet og fandt selvfølgelig hurtigt vej til min blog, og henvendte sig til mig med henblik på en handel.
Vi blev hurtigt enige om pris. Snart rejste samlingen til det mørke Jylland, og den står nu hos mig. Det skete i oktober sidste år.

Samlingen bød på helt anderledes billeder end dem jeg ellers kendte på det tidspunkt. Bl.a. denne akvarel af en ferskengren med frugt. Størrelse m. ramme: 77x87cm.
PH kunne ikke oplyse om Kawamoto var kunstner, og heller ikke andre ting kunne give spor i den retning. Jeg valgte at beholde den og lade tiden arbejde for mig... Og det er jeg rigtig glad for nu!
Det viser sig nemlig at vedkommende jeg besøgte i lørdags havde en en akvarel i samme stil og størrelse med nøjagtig samme signatur, og hun kunne bekræfte kawamoto var kunstneren.


Bagsiden giver et sikkert fingerpeg om tid og sted for hans akvarel. En etiket viser, det er indrammet i Madrid hos en glarmester/rammemager; Santayana. Og da han jo opholdte sig i det sydlige Europa i perioden 1953 - 55, er det lavet på et tidspunkt der omkring.
Indtil nu betyder det altså vi kender to akvareller, men om der er flere her i landet er ikke til at sige.
Jeg arbejder på at få oversat/forklaret signaturen...

Under alle  omstændigheder er det sjovt og spændene at få set helt nye og anderledes sider af Kawamotos arbejder.

Billeder ses større : HER

mandag den 7. marts 2016


To nye punkter under "Kawamoto Biografi" i højre side af bloggen er oprettet!
De hedder "Malerierne" og "Mitsuo's atelier" og er under udarbejdelse. Desuden er der rettet og tilføjet lidt hist og pist....

lørdag den 5. marts 2016


I dag kom det længe ventede gennembrud i min søgen efter informationer om Kawamoto.
Pårørende har for nylig kontaktet mig, og det førte til et personligt møde i dag, som blev særdeles hyggeligt og givende.
Mange personlige billeder blev set, og historier om årene i Danmark med venner og pårørende, har givet mig en fin fornemmelse for hvem Kawamoto var.
Den side hører familie og privatlivet til og det meste bliver ikke berørt her, men heldigvis kunne vi også tale "fagligt".
Mange detaljer omkring hans virke som maler kom frem, og vil blive beskrevet og lagt ud under det faste punkt: "Kawamoto Biografi" i højre side af bloggen. Mere om det her på blogrullen, når det sker!

Man havde flere spændene malerier som ikke kan vises her, men ellers var der også nogle af den slags som vi kender så godt; bl.a. det ovenfor, og tre andre der ses via linket : HER

tirsdag den 1. marts 2016


I formiddag fik jeg en mail vedhæftet et foto af det viste maleri fra J.L. i København.

Han fortæller han er "vokset op" med maleriet, og altid har ønsket at arve det.
Det er købt på en vandreudstilling i Virum nord for København af hans far i 1955. Han var på det tidspunkt 16 år og valgte at bruge sin første løn på netop det billede!
Faderen mødte iøvrigt Kawamoto mange år senere via nogle fælles bekendte.
Billedet ligger gengivet lidt større : HER

Årstallet hævdes at være sikkert, og maleriet må altså være blandt de første som bliver solgt efter han kommer til Danmark, hvilket også var i 1955.

Mange af hans billeder har foruden den tynde guldliste, der ses indramme dette maleri, også været monteret med en bredere sort svæveramme bag.
Jeg har selv i to tilfælde købt malerier der kun var indrammet med den tynde guldliste, men de viste begge tydelige tegn på oprindeligt at være monteret med svæverammer.
Jeg valgte at lave et sæt nye og fik ved samme lejlighed malerierne overfladerenset. I dag fremstår de som nye.
Se hvordan det gik til : HER